Total hurtig yndlingshummus – grundopskrift

Her får du opskriften på en herrelækker hummus på den hurtige måde. Altså uden at du behøver planlægge iblødsætning af kikærterne. Og ofte er det altså også en “instant-hummus-craving” der opstår.. I hvert fald her i huset! Men hvis du har tiden, så brug endelig tørre kikærter, som så står i blød natten over, og derefter koges i mindst to timer. Uden salt!

Du skal bruge

  • En dåse kikærter. Gerne en økologisk. Det er som om de er lidt fastere, og vandet stinker mindre. (Men der er ingen der skyder dig, hvis du bruger en ikke-øko! )
  • Gem lidt kikærtevand.. in case of dryness.. (eller hvis du fx vil lave marengs eller mayo eller…)
  • Et halvt fed hvidløg (smag og behag. Jeg synes det er rart at kunne smage de andre ingredienser også.)
  • To skefulde tahin (jo, det ER altså vigtigt! – Ingen hummus uden tahin). Er tit på spot i Netto, ellers har din grønthandler det helt sikkert. Desuden fås det vist i alle større supermarkeder.
  • Olivenolie og rapsolie efter smag og behov (jeg kan godt lide at bruge rapsolie sammen med olivenolie i hummus og salat, for at dæmpe den evt. skarpe/bitre smag)
  • Saft fra en halv citron
  • 1 tsk stødt spidskommen og evt et drys hel spidskommen, hvis du ikke er bange for at tygge lidt.
  • 1/2 tsk salt. Du kan altid tilføje mere jo.. så hellere starte med lidt
  • Evt lidt paprika

 

Sådan gør du

Hæld vandet fra kikærterne. Lad endelig et par skefulde vand blive, så kan du spare lidt på olien. Resten af kikærtevandet (aquafaba) kan du bruge til at lave mayo, marengs og alt muligt, så gem det gerne.

Alle sagerne skal op i en skål. Så tager du din højtelskede stavblender, og giver det en ordentlig omgang. Hvis det virker for tørt, så hæld lidt ekstra olie eller kikærtevand i.

Smag undervejs. Den skal gerne have et dejligt tvist af citron, men den skal ikke give dig citrus-fjæs. Derfor råder jeg til at starte med en halv, og så opjustere ved behov. Samme princip med salt. Det er jo også viiiiiildt forskelligt, hvor salt man vil have det. Hvis den er blevet for sur eller salt, kan den nemt reddes ved at putte en ekstra dåse kikærter i. Det skal nok blive spist.. voilá! Problemsolver.

Stop med at blende, når din hummus er lækker cremet, uden at være dåse-hummus-cremet. Medmindre det er dét du gerne vil have selvfølgelig.. then just keep going. Pynt evt med lidt paprika og olie på toppen.

Det var grundopskriften. Jeg plejer at putte en dusk persille i også, og jeg eeeeelsker det. Og en gang for 1000 år siden, under en Roskilde Festival, var min veninde og jeg hjemme hos hendes forældre og stjæle et bad. I haven fandt vi en milliard krydderurter, og vi blandede hele skidtet ned i vores hummus. Det var såååå godt! Der var både persille, oregano, timian, rosmarin og vist også basilikum. Så vær endelig ikke bange for at give den gas. Hummus kan varieres en en uendelighed. Min søster har lige ædt det med chipotle i dag. Det var et hit.

Jeg selv spiste det til frokost i dag i en sandwich/burger. En del med bagt rød peberfrugt og en anden del med persille.

Server din lækre hummus til/med… øøhh ALT! Tilbehør til salat, pålæg på brød, bare med en ske direkte fra skålen (mine børns favorit), dip til grøntsager og fladbrød osv osv osv. Enjoy.