Kødfri paprika-gryde

Elsker virkelig denne ret! Den er SÅ enkel og velsmagende og virkelig hyggelig! Altid et hit hos familien. Måske er det lige så meget mosen der er et hit, det skal jeg ikke kunne sige.. altså mos er jo altid godt! Men den der røgede smag fra den røgede paprika, kan altså et eller andet. Hvis du ikke har chiliforskrækkede unger, så vil jeg helt sikkert foreslå at skifte den røgede paprika ud med lidt chipotle (nahuatl for røget chili.. ja.. jeg har haft nahuatl på uni 😉). Eller endnu bedre; servere lidt chipotle ved siden af. Du kan evt. lave en chipotle-salsa eller du kan have en helt snasket chipotle på en anden tallerken, og så hapse lidt af den.. ååååhmmm.. chipotle er virkelig virkelig godt! Jeg har en sending af diverse lækre ting (inkl. chipotle) på vej fra chilihouse. Glæder mig! Ellers er det efterhånden til at få fat på i større supermarkeder. Jeg kan bare bedst lide de hele chipotles i sovs på dåse, og så spise dem som de er, eller putte dem i min salsa.

Nå dada.. det blev lige en del om mit chipotle-crush. Tilbage til paprika-gryden! Mosen vil jeg ikke sige så meget til. Den laves som en klassisk mos, bare med plantemælk, dyrefri smør og selvfølgelig masser af friskværnet peber og salt. Husk at der ikke skal salt i vandet, når du koger kartoflerne. Jeg putter nogle gange lidt forskelligt i. Fx sød kartoffel, broccoli, gulerødder, græskar osv.

Paprika-gryde!!

Du skal bruge

  • Et stort løg
  • 3 fed hvidløg
  • 2 store røde peberfrugter (og måske lidt grøn også..)
  • 250 gram champignoner
  • 2 tsk røget paprika
  • 3 tsk alm sød paprika
  • 1 tsk timian
  • 1 grøntsagsterning
  • Kidneybeans efter behov/sult
  • 4 dl vand
  • 1 spsk citronsaft
  • 1 brik naturli madlavningsfløde eller lignende (250 ml)
  • Salt
  • Peber
  • Evt chipotle, persille eller frisk chili

Sådan gør du

Snit løg og hvidløg fint og steg i olivenolie med krydderierne. Tilsæt peberfrugt og steg til det hele har fået lidt farve..altså er blevet en bettesmule branket. Tilsæt grøntsagsterning og skiveskårede eller kvarte champignoner og lad det hele stege i 5 min tid, uden at det brænder på. Tilsæt vand og bønner og lad simre i 20 min ved lav varme (jeg havde Like Meat chicken chunks i retten denne gang, men synes bønner er bedre til dette formål, så vil hellere bruge ‘kyllingen’ på pizza eller andet) . Til sidst tilsættes plantefløden og citronen, og retten SMÅsimrer ca. 10 min, så det hele bliver godt integreret. Smag til!!!

Server med kartoffelmos og et drys persille og frisk chili/chipotle.

Læg lige mærke til at jeg hverken har koriander eller spidskommen i denne ret 😂

Velbe(spids)kommen..

Kødfri boller i karry

Jaaaah en klassiker! Har virkelig haft lyst til at lave boller i karry længe, og i dag skulle det så være. Jeg har gået og spekuleret over en opskrift på ‘kødboller’, da jeg gerne ville prøve mig lidt frem selv. Jeg synes de blev rigtig gode, omend lidt mørke ift den originale version, som jo er med ret lyst kød, sååå.. Smagen i kødbollerne kan selvfølgelig varieres efter hvad de skal bruges til. Til en forholdsvis klassisk ret som boller i karry, ja der synes jeg, at det skal være ret enkelt.

Du skal bruge

– til bollerne

  • 500 gram champignoner
  • 1 stort revet løg
  • 1 Fed hvidløg
  • 1 grøntsagsterning eller 1 tsk herbamare grøntsagsbouillon
  • 1 spsk soyasovs
  • Peber
  • 1 tsk timian
  • 1 tsk spidskommen
  • 1 tsk karry
  • 1 spsk hakket persille
  • 2-3 dl seitanmel
  • 1 dåse lyse bønner

– til sovsen

  • 1 dåse kokosmælk
  • 1 dl vand
  • Salt og/eller bouillon
  • 2-3 spsk karry (efter smag)
  • 1 tsk gurkemeje
  • En spsk citronsaft
  • 1 lille løg

Sådan gør du

Kør alle champignonerne i foodprocessoren. Ikke alt for fint (altså det skal ikke blive til champignonsmos, ok?), men heller ikke groft.

Nu steger du løg, hvidløg og HALVDELEN af champignonerne med bouillionen til en del vand er forsvundet. Ca 10 min.

Imens moser du bønnerne groft i en skål og tilsætter timian, soyasovs, persille og peber. Herefter tilsætter du begge dele champignon og rører rundt. Tilsæt nu seitanmelet. Konsistensen skal være lidt fast i det, men ikke helt gummiagtigt. Smag til.

Form til ønsket bollestørrelse  (…min dårligere humor sætter næsten ind nu..), og læg på en bageplade. Bag dem på 175 grader i 25-30 min.

Sovsen laver du ved at at stege karry og løg i smagsneutral olie. Tilsæt kokosmælk, vand og citronsaft og lad SMÅsimre i 10 min. Smag til med salt og/eller bouillion og karry og evt citron og lad simre lidt mere. Jeg tilsatte eddemamebønner til sovsen, men dette kan sagtens udelades. Jeg ville fx have spist det med grønne bønner on the side, men det var der sørme ikke i fryseren!! Det gav virkelig ingen mening for mig, det har man sgu da altid!?

Der er ret mange boller til denne portion sovs, så man kan jo vælge at lave dobbelt sovs (ja ja… eller halvdel boller…)

Ved servering kan du sagtens lægge bollerne forsigtigt ned i sovsen, men du kan også bare kyle dem på din tallerken og hælde sovs ovenpå.

Serveres selvfølgelig med ris. Og jeg snittede lidt æble og smed på toppen. Lidt peanuts havde også været godt.

Velbe(spids)kommen