Kødfri paprika-gryde

Elsker virkelig denne ret! Den er SÅ enkel og velsmagende og virkelig hyggelig! Altid et hit hos familien. Måske er det lige så meget mosen der er et hit, det skal jeg ikke kunne sige.. altså mos er jo altid godt! Men den der røgede smag fra den røgede paprika, kan altså et eller andet. Hvis du ikke har chiliforskrækkede unger, så vil jeg helt sikkert foreslå at skifte den røgede paprika ud med lidt chipotle (nahuatl for røget chili.. ja.. jeg har haft nahuatl på uni 😉). Eller endnu bedre; servere lidt chipotle ved siden af. Du kan evt. lave en chipotle-salsa eller du kan have en helt snasket chipotle på en anden tallerken, og så hapse lidt af den.. ååååhmmm.. chipotle er virkelig virkelig godt! Jeg har en sending af diverse lækre ting (inkl. chipotle) på vej fra chilihouse. Glæder mig! Ellers er det efterhånden til at få fat på i større supermarkeder. Jeg kan bare bedst lide de hele chipotles i sovs på dåse, og så spise dem som de er, eller putte dem i min salsa.

Nå dada.. det blev lige en del om mit chipotle-crush. Tilbage til paprika-gryden! Mosen vil jeg ikke sige så meget til. Den laves som en klassisk mos, bare med plantemælk, dyrefri smør og selvfølgelig masser af friskværnet peber og salt. Husk at der ikke skal salt i vandet, når du koger kartoflerne. Jeg putter nogle gange lidt forskelligt i. Fx sød kartoffel, broccoli, gulerødder, græskar osv.

Paprika-gryde!!

Du skal bruge

  • Et stort løg
  • 3 fed hvidløg
  • 2 store røde peberfrugter (og måske lidt grøn også..)
  • 250 gram champignoner
  • 2 tsk røget paprika
  • 3 tsk alm sød paprika
  • 1 tsk timian
  • 1 grøntsagsterning
  • Kidneybeans efter behov/sult
  • 4 dl vand
  • 1 spsk citronsaft
  • 1 brik naturli madlavningsfløde eller lignende (250 ml)
  • Salt
  • Peber
  • Evt chipotle, persille eller frisk chili

Sådan gør du

Snit løg og hvidløg fint og steg i olivenolie med krydderierne. Tilsæt peberfrugt og steg til det hele har fået lidt farve..altså er blevet en bettesmule branket. Tilsæt grøntsagsterning og skiveskårede eller kvarte champignoner og lad det hele stege i 5 min tid, uden at det brænder på. Tilsæt vand og bønner og lad simre i 20 min ved lav varme (jeg havde Like Meat chicken chunks i retten denne gang, men synes bønner er bedre til dette formål, så vil hellere bruge ‘kyllingen’ på pizza eller andet) . Til sidst tilsættes plantefløden og citronen, og retten SMÅsimrer ca. 10 min, så det hele bliver godt integreret. Smag til!!!

Server med kartoffelmos og et drys persille og frisk chili/chipotle.

Læg lige mærke til at jeg hverken har koriander eller spidskommen i denne ret 😂

Velbe(spids)kommen..

Vegansk curry med blomkål, linser og spinat

I dag stod den på inder-inspireret mad – igen igen. Nogle gange er det bare rart med gentagelser, især fordi jeg så måske får skrevet ned hvad det er jeg bruger.. sådan ca, ik? Jeg ved ikke med jer, men jeg smager vildt meget til undervejs, da jeg både er vild med salt (lidt for glad for salt – indrømmet) og krydderier. Derfor tænker jeg også, at mine angivelser nok nærmere er en slags rettesnor, og så må man lægge til og trække fra som man synes.

Men for pokker da nu også! Jeg glemte et slutbillede!! Doh!! Så det må I lige tænke jer til. Forestil jer en grå-grøn grumset limpopo-flod, så er vi derhenne af. Blandet med den røde jord.

Fyldet i curryen kan nemt udskiftes til hvad man har i køleskabet. Sidste gang jeg lavede den, var der store stykker peberfrugt i. I dag tænker jeg, at der også kommer et kvart blomkålshoved i.

Når jeg får gæster, som (nogle gange) godt kan være lidt kritiske over ens beslutning om at spise plantebaseret, så synes jeg faktisk det er ret dejligt at lave noget, som jeg har lavet før, og som ikke er et alternativ til en traditionel ‘kødret’. For jeg skal være ærlig at sige, at jeg faktisk ikke gider kommentarer om hvorfor dit og hvorfor dat. Derfor er det nemmere bare at lave en ret, som altid har været kødfri her hos os.

Du skal bruge

(Til currysnask)

  • 1 stor dåse tomatpuré (eller 2 små)
  • Ca 7 cm3 ingefær. (Mindre hvis øko!!)
  • 1 tsk sennepsfrø
  • 1 tsk gurkemeje
  • 2 tsk garam masala
  • 1 tsk spidskommen
  • 1/2 tsk stødt koriander
  • Stor håndfuld frisk koriander
  • 2 spsk neutral olie
  • Salt

Til resten

  • 2 dl røde linser
  • 1 dåse kokosmælk  (helst ikke light!)
  • Kvart blomkål i buketter
  • 1 til 2 peberfrugter i store stykker. Jeg brugte gul og grøn
  • 1 Stort løg
  • 3 fed hvidløg
  • 3 spsk citron/lime saft
  • Evt koriander, frisk chili og cachewnødder til pynt
  • Ca 250 g frossen spinat
  • Salt

Sådan gør du

Alt til curryen køres sammen i minihakkeren.

Imens steges fintsnittet løg og hvidløg i rapsolie i en woklignende sag (jeg har en støbejernstingest som er formet som en wok, men vist ikke er det, da den er kraftigere i det…Hmm. . Ved ik hvad sådan en hedder, måske er det bare en wok) eller en gryde.

Lad det gerne få lidt farve, da vi gerne vil have et let karamelliseret smag. Herefter tilsættes curry-snasken, og herligheden skal nu have lov at stege et par min uden at brænde på.

Nu kan du tilsætte resten af ingredienserne og lade det simre til linserne er blevet snaskede. Blomkålen kan sagtens tilsættes senere, hvis du vil have lidt bid.

Husk at smage til! Jeg rev fx lidt ekstra ingefær i ca halvvejs. Hvis det bliver for tørt undervejs kan du bare tilsætte mere vand. Det fordamper hurtigt, men er tilsat, så linserne koger bedre og retten ikke brænder på. Så jeg har nok nærmere været oppe på to dåser vand. Jeg smagte til med (rigeligt) salt og lime, og det sidste minut kom der lidt mere frisk koriander i.

Server med ris og evt naan/fladbrød hvis du gider lave det. Husk nigellafrø (elsker de små sataner!!). Er selvfølgelig fantastisk med en mynte/agurkedressing og harissa eller shawarmachili.

Velbe(spids)kommen!